Så var det slut med jul – og selv om det var dejligt, er det
nu også fint, at det fik sin ende med at sidde ned og bare proppe sig med and
og flæsk. Og dog… For det efterlader altså lidt af et mærkeligt tomrum. Der er
bare laaaang vej til forår og lysere tider.
Jeg havde en dejlig nytårsaften i Svendborg sammen med Signe
og Jesper fra højskolen, en masse fynboer OG EN VASKE ÆGTE MASAI! Jeg spottede
ham i Svendborg hovedgade (for ja – vi var til fest i Svendborg down—down-DOWN
town). Han har ar i ansigtet, jeg råber op, vi smider alt, vi har hænderne og
stikker af i løb efter ham! ”Jambo!” og ”Mambo vipi?”. Det var for lækkert og
surrealistisk. Hvad fanden lavede han i Svendborg? ”You know… Just spending
money.” Men Svendborg? Af alle steder? Uanset hvad så blev det som ekstra
krymmel på vores aften. Juhu.
Nytårsdagene bød derudover på hest, bagning og et spil matador,
der endte i fosterstilling på gulvet. Hvorfor er det sådan en laaang og
pinefuld død i det spil? Så skal man sælge, pantsætte og skylde, før man til
sidst ikke har så meget som en rød reje at give af. Øv.
Med julens slut og nytårets komme, betyder det jo også et
farvel til 2013. Og det bliver helt sikkert meget sentimentalt nu, for for
fanden: hvilket år?! Muligvis det bedste for Kirse so far. Jeg har lært en
masse lækre mennesker at kende – jyder, afrikanere og 104 fantastiske børn i
SFO’en. Jeg har rigtig været rundt omkring: Tanzania, Skanderborg og Århus. Jeg
har lært at forstå norsk, svensk og lidt swahili. Jeg har besteget Kilimanjaro,
sovet under åben himmel på savannen sammen med løver, bøfler og to millioner
gnuer og lært, hvordan man får børn til at gøre som, man siger (VIGTIGT!). Jeg
har lært at stå på egne ben, lært at sætte xtra pris på min latterlig
fantastiske familie (… nok også glemt det momentvis igen … sorry), og så har
jeg grint som aldrig før. Jeg har fået mig et nyt hjem bare en 32-timers-tur
herfra på Zanzibar, og så har jeg hovedet og maven fuld af dejlige minder, der
gør mig helt varm inden i. Hvor heldig har man lige lov til at være?
Hvad det næste år bringer, kan kun Gud(erne?) vide… Vi må
se. Jeg har nogenlunde lagt mig fast på Nepal, Cambodia og måske Vietnam. Jeg
tror faktisk, at jeg tilmelder mig nu. Jeg bliver nødt til at vælge. Det andet
bliver jeg skør af. Det er bare det, at man jo ikke ved, hvad ens valg kommer
til at indebære… Men det gode er jo, at det hele nok skal gå J
xoxo
